Over stok og sten – og endelig over 6.000 meter

torsdag 8 november, 2018 - 19:00

Per Allan Jensen – medlem af De Berejstes Klub

Jeg har i snart mange år haft en ambition – grænsende til en mani – omkring det at bringe mig selv op på en bjergtop i over 6.000 meters højde. Det startede for 15-20 år siden, da jeg blev interviewet til et eller andet blad, og på spørgsmålet om mine rejsemæssige ambitioner svarede jeg – ud over at jeg naturligvis håbede på en masse dejlige rejser – at jeg gik efter mindst hundrede lande, samtlige syv kontinenter og en bjergtop over 6.000 meter. Jeg ved ikke rigtigt, hvor det kom fra, men på det tidspunkt syntes jeg det lød ret smart.

De første to ting gik nemt og smertefrit, det var jo bare et spørgsmål om tid og penge, men det med bjergtoppen drillede, og flere forsøg mislykkedes. Som f.eks. sidste gang i 2012, hvor jeg havde sat mig for at bestige nepalesiske Mera Peak, men måtte opgive i cirka 5000 meters højde pga. en lungebetændelse.

Hjemme igen fik jeg konstateret mellemsvær slidgigt i både hofte og knæ, hvorefter jeg egentlig var indstillet på, at mit tredje mål måtte forblive urealiseret, jeg var jo også efterhånden kommet op på den forkerte side af de tres. Men så beordrede min stædighed mig alligevel afsted igen. Alderen var godt nok ikke blevet lavere, men sidste år lykkedes det mig at cykle 3.400 km. fra Kbh. til Syditalien på 34 dage, hvilket gav mig et stort boost til min tillid til, at fysikken kunne klare det.

Jeg meldte mig til en bjergekspedition med det formål at bestige det 6.154 meter høje bjerg Stok Kangri, beliggende i den indiske del af Himalaya (nær byen Leh i provinsen Ladakh). Og denne gang lykkedes det, selv om topdagen, der strakte sig over tretten timer fra vi startede kl. tre i pandelampernes skær til jeg – hen på eftermiddagen – kom vaklende tilbage i Basecamp, uomtvisteligt var den hårdeste dag i mit 66 år gamle liv.

Kom og hør om glæder og strabadser ved bestigningen og den forudgående uges trekking i de forunderlige og øde bjerge. Også lidt om den dejlige by Leh beliggende i den smukke Indusdal med et utal af imponerende buddhistiske klostre og paladser. Og om en forrygende tur på mountainbike fra 5.600 meters højde og ned til Leh, beliggende 2.100 højdemeter længere nede.

Tilmelding ikke nødvendig