Bhutan – Trek, valg og street festival

tirsdag 22 januar, 2019 - 19:30

I september 2018 vandrede jeg med en lille gruppe i det nordvestlige Bhutan langs grænsen til Tibet, men rejsen, og dermed dette foredrag, handler ligeså meget om det lille kongeriges buddhistiske kultur og det valg som vi blev vidner til i Laya, som er landets mindste valgdistrikt med kun godt 1.100 indbyggere.
 
Det var kun tredje gang der blev afholdt valg i Bhutan efter kongen indførte parlamentariske valg i 2008, og alt tyder på at det var et fair valg uden valgsvindel. Bhutans valglove findes ikke magen til andre steder.
 
Vandreturen bringer os gennem nogle af de mest isolerede områder i Bhutan og tæt på Kongerigets højeste bjerge på over 7.000 meter ved grænsen til Tibet. Vi ser spændende planter og vandrer over øde bjerge og over 5.000 meter høje bjergpas.
Der er et interessant dyreliv, som bl.a. omfatter himalaya blåfår og flere rovfuglearter, men Bhutans særprægede nationaldyr, takinen, fik vi ikke set. Indbyggerne i landsbyerne og de yakhyrder vi støder på undervejs, ser ikke mange besøgende, så vi har gode muligheder for at opleve det autentiske liv i Himalaya.
I Laya besøger vi landsbyens skole og et day care center, hvor børn ned til 3 år kan blive passet og begynde deres læring.
 
På rejsens sidste dage besøger vi imponerende templer og går på opdagelse i et par af de større byer. Vi oplever en af de traditionelle festivaller med maskedans i hovedstaden Thimphu, og samtidig udspiller der sig som noget helt nyt en street festival ført an af moderne kunstnere i Thimphus hovedgade.
Efter foredraget er der mulighed for at høre om Don Quijote Rejsers kommende rejser til Bhutan.
 
Don Quijote Rejser – Unikke oplevelser i Bhutan
Ved Jan Mogensen, medlem af de Berejstes Klub