Fortællinger om en glemt krig

onsdag 31 januar, 2018 - 19:30

Balkan rummer med sine vilde bjerge nogle af Europas allersmukkeste landskaber med bjørne, ulve og vildsvin i de dybe skove og vajende palmer langs Adriaterhavskysten. Kræs for enhver rejselysten med hang til eventyr. Det er samtidig det område i Europa, der har den blodigste historie. Krigen i 1990erne var lige så nådesløs og brutal, som jugoslavernes indbyrdes krig-i-krigen under 2. Verdenskrig og som de to Balkankrige 1912-13.

Steen Ramsgaard arbejdede på TV-Avisens udlandsredaktion i 1990erne og dækkede krigen i Kroatien og Bosnien for TV-avisen gennem adskillige reportagerejser i det tidligere Jugoslavien. Dengang fyldte krigen meget i medierne. I dag er den næsten glemt og popper kun op, når aldrende krigsforbrydere efter års retssager endelig får deres dom.

Hør om nogle af de historier, han selv oplevede som udsendt Balkan-korrespondent, og om hvordan krigen stadig sætter sine tydelige spor på Balkans forskellige nationale og religiøse befolkningsgrupper.

I april 2016 udkom Steen Ramsgaards anmelderroste bog ”Krigen i Europas baggård” på forlaget Lindhardt & Ringhof. Han arbejder nu som freelance journalist, forfatter, foredragsholder og rejseleder for Kulturrejser-Europa og Viktors Farmor.

Tilmelding ikke nødvendig