Galapagos-øerne med Ecuador

tirsdag 20 september, 2016 - 19:30

Hanne Christensen

Galapagos-øerne blev af de første europæiske søfarere omtalt som “Las islas encantadas” – de fortryllede øer! Og det med rette, da disse øer ganske er enkelt fuldstændig uden for kategori, dels hvad angår dyre- og planteliv, hvor mange af øernes dyr, fugle og planter ikke findes andre steder på Jorden. Men også øernes særegne landskaber og helt specielle skønhed, brænder sig ind på nethinden for resten af livet. Superlativerne står i kø, når øerne skal beskrives. Selvom mange mennesker i dag besøger øerne, er det hele så veltilrettelagt og området så stort, at det aldrig føles “overrendt”.

Fortryllelsen fastholder en, når man på nærmeste hold oplever de blåfodede suler “danse” for deres mage, ser de store Galapagos-landskildpadder græsse, bliver betragtet af en flyveløs skarvs lysende turkise øjne, overværer havleguanerne komme op af havet for at sole sig på lavaklipperne, ser de mægtige landleguaner spise af de prægtige træ-kaktussers “blade” og boltrer sig i vandet med søløver og pingviner og får mulighed for at studere de berømte Galapagos-finker med deres forskelligartede næbstruktur.DSC_1306LandgangMedGummiba°de

Galapagos-øerne ligger på Ækvator ca. 1000 km ude i Stillehavet på et geologisk hotspot. Og det er den vulkanske aktivitet på hotspottet, som gennem de sidste godt 10 millioner år har skabt dette fascinerende sted. Politisk tilhører Galapagos-øerne Ecuador, så det er oplagt at kombinere en tur til Galapagos-øerne med en rundrejse på fastlandet i Ecuador. Selvom Ecuador er et af de mindste lande i Sydamerika, er dets natur i særklasse. Ecuador er nemlig beliggende i et af de 10 biologisk mest mangfoldige områder på Jorden med store områder af tropisk regnskov, fantastiske vulkaner og mange andre naturtyper, som er hjem for et fantastisk dyre- og planteliv. Landet har også en fascinerende historie og en rig kultur med mange fine traditioner for kunsthåndværk. For eksempel kommer den berømte ”Panamahat” faktisk fra Ecuador, og de finest flettede kan holde vand, og når de er rullet op til opbevaring, kan de passere igennem en vielsesring! Omkring 25% af landets godt 15 millioner indbyggere tilhører de oprindelige folkeslag, indianerne, hvoraf mange stadig lever efter gamle traditioner i bjergene og i lavlandets regnskovsområder.

Foredragsholderen Hanne Christensen rejste første gang i Ecuador og på Galapagos-øerne i 1987 og er siden vendt tilbage flere gange som rejseleder. Hun er agronom og botaniker med PhD i selvforsyningslevevis blandt indfødte folkeslag i den tropiske regnskov og har en brændende interesse for natur, dyre- og planteliv.

Tilmelding her.