Costa Rica med Nicaragua og Panama

torsdag 29 september, 2016 - 19:30

Hanne Christensen, Viktors Farmor

Få steder på Jorden findes så rigt et dyre- og fugleliv som i Mellemamerika. Det skyldes områdets enestående geografi og klima, som tilsammen giver en utrolig variation af naturtyper. I Costa Rica, der ikke er meget større end Danmark, kan man opleve over 850 fuglearter og over 200 arter af pattedyr. I lavlandet er prægtige tropiske regnskove, løvfældende tørskove og betagende kystlandskaber. Bjerge og aktive vulkaner på over 3000 meters højde over havet danner en imponerende rygrad fra nord til syd. I bjergene findes de fortryllende tågeskove, som man kan opleve fra hængebroer spændt ud mellem træerne; og over trægrænsen møder man en nærmest alpin natur.

De godt fem millioner indbyggere, tico’er, er kendt for at være venlige og gæstfrie. De er overvejende efterkommere af de spanske indvandrere, men der er også mindre grupper, der omfatter afrikanske efterkommere og den oprindelige befolkning, indianerne, som i dag kun udgør få procent af befolkningen. Tico’erne er stolte af deres land som en fredselskende plet på Jorden – de afskafferede hæren i 1949 og investerede i uddannelse, sundhed og naturbevarelse.Embara indianer

Men aftenens foredrag kommer også omkring Costa Ricas to naboer. Det fattige Nicaragua er rig på historie og kultur og – ligesom Costa Rica – kaffe og vulkaner. Mod grænsen til Costa Rica ligger Nicaragua søen, hvor der lever ferskvands-hajer som det eneste sted i verden. Søen er forbundet med det Caribiske Hav gennem en flod.

Panama er kontrasternes land. I regnskoven lever indianere, som har bevaret deres traditionsrige kultur, der er over 1000 år gammel. I nord lever man “afro-caribisk” og hører reggae musik, og mod syd, hvor Panama kanalen ender, ligger den moderne hovedstad Panama City.

Arenal og dens frodige skov - Foto Lis ZabinskiForedragsholderen Hanne Christensen er agronom og botaniker med PhD i selvforsyningslevevis blandt indfødte folkeslag i den tropiske regnskov. Hun rejste første gang til Mellemamerika i 1987 og er siden vendt tilbage mange gange, især til Costa Rica, hvor hun i alt har tilbragt over et år og rejst i mange hjørner af landet.

Tilmelding her.