Andualems ETIOPIEN – stammefolk og historie

Andualems ETIOPIEN - stammefolk og historie

2 feb 2017 - 19:00

Panorama Travel v/Søren Bonde

Foredraget tager udgangspunkt i forestående rejse til maj/juni for De Berejstes Klub med venner. Dyk ned i et ret ukendt hjørne af Afrika på en fabelagtig rejse, som er opdelt i to halvdele: Etiopiens stammefolk i syd, og de historiske seværdigheder og flotte landskaber i nord. Søren er selv rejseleder på turen. Han har rejst i store dele af Omodalen og kender flere af stammerne særdeles godt.

Stammefolk i Omodalen
Vi lægger ud med besøg hos flere af stammefolkene i Omodalen fjernt mod syd. Her lever 17 forskellige stammefolk med ret forskellige traditioner i bedste velgående, som for længst er forsvundet andre steder. I komfortable firhjulstrækkere besøger vi bla. mursi, karo, hamer og konso både i deres landsbyer og på farverige markeder i de småbyer, vi kører igennem. På rejsen når vi ud til hjørner af Omodalen, hvor almindelige turister for længst er vendt om, og hvor man kan være heldig at støde på meget eksotiske ceremonier.

Den etiopiske regering har netop indviet Gibe III, som er det tredje dæmningsprojekt på Omofloden, og trods voldsomme protester er der to mere på vej. Hver dæmning har drastiske følger for stammefolkene, og deres fremtid er voldsomt truet. Så det er NU, at du skal besøge stammerne og opleve deres enestående kultur, før den måske forsvinder.

Det historisk nord
Anden halvdel af rejsen foregår mod nord med en større grad af komfort, end hvad syden kan tilbyde. Her er mange forbløffende men ret ukendte seværdigheder, hvoraf flere er på UNESCOs Verdensarvliste. Vi besøger den gamle kongeby Gondar, sejler ud til middelalderklostre på Tanasøen, betragter bavianer i de storslåede Simienbjerge og ikke mindst besøger de enestående og helt fantastiske klippekirker i Lalibela.
Kort sagt det bedste af Etiopien samlet på én rejse!

Tilmelding er påkrævet til: kontakt@panoramatravel.dk