Så lidt skal der til

torsdag 18 maj, 2017 - 19:00

Cosmopolit v. foredragsholder Camilla Kornerup

Foredrag og billeder er baseret på en række ophold i Tranquebar siden 2013.

På mine rejser og ophold i den tredje verden, møder jeg ofte mennesker med store udfordringer og svære levevilkår. De ønsker alle at give deres børn en bedre fremtid, så de kan bygge et stærkere samfund. Jeg har besøgt skoler, børnehjem og forskellige sociale projekter, talt med folk der lever på gaden for en dollar om dagen, og atter andre der pga. sygdom og handicap er håbløst fattige.

På baggrund af mine oplevelser arbejder jeg med sociale projekter blandt verdens fattigste, og har dedikeret mig til skoleprojekter for børn i Indien.

slide.1487076494slide.1487076532

 

 

 
Uddannelse er grundstenen for udvikling i et samfund. Uddannelse nedbryder den sociale arv blandt fattige og styrker børns muligheder for at få et arbejde og skabe et værdigt liv. At støtte et godt skoletilbud til både piger og drenge er derfor en af de bedste måder at hjælpe på.

Foredraget handler om mit arbejde med skolen East Coast Nursary and Primary School i den lille by Tranquebar i staten Tamil Nadu i Sydindien. Skolens 90 elever er kasteløse piger og drenge i alderen 4 – 10 år, og skolen lever alene af donationer. Selvom Indien officielt har afskaffet kastesystemet, eksisterer det fortsat i fattige samfund på landet. Tranquebar er et af de steder. Her er de kasteløse samfundets nederste. De er daglejere uden rettigheder og for fattige til at betale for deres børns skolegang.

Gennem årene har projekterne drejet sig om alt fra at reparere en legeplads, bygge toiletter og tag, købe skolebøger og lægge fliser i klasseværelser, til at sponsere skolens årlige fødselsdagsfest hvor forældrene kommer og ser børnene optræde med sang og dans.
Under foredraget viser jeg spændende billeder og fortæller om børnenes og lærernes hverdag, og om hvor lidt der skal til, for at gøre en forskel.

 

Varighed: 2 x 45 minutter.slide.1487076929