På ørkensafari i Algeriet og MC offroad adventure på Filippinerne

torsdag 26 oktober, 2017 - 19:00

Erik Pontoppidan fortæller om en ørkensafari i det sydlige Algeriet og Mark “Rideren” tager os med på en MC adventure tur på Filippinerne.

Hvis nogen opfatter Sahara som en flad og ensformig sandørken, så er det en sandhed med modifikationer. Tassili-bjergene og deres omgivelser i det sydlige Sahara hører til blandt de flotteste landskaber, jeg har oplevet i mit mangeårige rejseliv, og det siger ikke så lidt.

Sammen med Per Allan Jensen fra DBK deltog jeg i marts 2017 i en rundrejse på et par uger til
Algeriet. Turen var arrangeret af Viktors Farmor, og mit hovedformål med turen var at besøge de store ørkenområder i det sydlige Sahara. Turen var tilrettelagt sådan, at vi startede med cirka en uges teltovernatninger i ørkenen og bagefter kørte rundt den sidste uge i den nordlige del af landet.

Efter en overnatning i hovedstaden Alger fløj vi sydpå i cirka 3 timer til den lille oaseby Djanet,som ligger tæt på grænsen til Niger, Chad og Libyen. Afstanden fra Alger til Djanet svarer nogenlunde til afstanden fra Alger til Paris, hvilket siger lidt om Saharas enorme udstrækning.

Næste morgen startede vi med landcruisere på en fantastisk offroad-tur gennem helt utrolige landskaber.

Området, vi kørte rundt i, var totalt øde og ubeboet, og veje var der så godt som ingen af. Man skal være særdeles stedkendt for at færdes alene her på egen hånd, for området er en labyrint af store sletter, der forbindes af smalle wadier, vekslende med enorme gule sandklitter i spektakulære parabelmønstre. Og bjergene er forvitret på en særpræget måde, som appellerer til fantasien. Her findes masser af enkeltstående søjler og mærkværdige silhuetter, som man kan få til at ligne hvad som helst.

Men det, Tassili-bjergene og deres omegn er mest berømte for, er de ældgamle klippemalerier og
helleristninger, som findes overalt, og som er skabt for mellem 12.000 og 1.500 år siden. Man ved meget lidt om de mennesker og den kultur, som fandtes dengang, men ude i de øde ørkenlandskaber er der masser af billeder af elefanter, giraffer, næsehorn og køer på klipperne, som viser, at klimaet i Sahara dengang var helt anderledes end i dag.

Foredraget vil vare en lille times tid, og det meste af det af det vil handle om offroad-turen i det sydlige Sahara.

filippinerne_FBpics-3-e1490601279745

Mark fortæller ca. kl. 20.00 om en opfyldt drengedrøm om at komme på tour på crossmaskine. Det blev Filippinerne, ud i junglen, henover bjerge og gennem floder og landsbyer. Cebu island samt Bohol island. Foredraget er bygget op af billeder samt video og lidt røverhistorier.