På motorcykel gennem Afrika

På motorcykel gennem Afrika

onsdag 25 oktober, 2017 - 15:00

I forbindelse med udgivelsen af bogen “På motorcykel gennem Afrika” inviterer vi til reception. Eventyreren Flemming Ehlerth Jørgensen fra Haderslev fortæller, i ny bog, om sin tur Danmark-Nordkap-Cape Town, der udover store oplevelser, også gav ham et revideret syn på Afrika og ikke mindst afrikanerne.

I 2015 drog Flemming Ehlerth Jørgensen ud på sit livs rejse. På motorcykel kørte han alene fra Danmark via Nordkap til Cape Town i Sydafrika. Det blev en tur på 33.000 km, gennem 33 lande på 3 måneder, hvor han oplevede den europæiske og vestafrikanske kultur på godt og ondt.
På rejsen fik Flemming bl.a. et førstehåndsindtryk af den økonomiske og sociale nød, som får unge afrikanere i hobetal til at sætte livet på spil for at søge lykken i Europa. Denne rejsebeskrivelse giver et indblik i en verden, som ikke mange af os får lov til at opleve ved selvsyn. Samtidig er det en historie om en mand og hans motorcykel, som gennemlever et eventyr, kun fantasien kan forestille sig.


Om forfatteren
Flemming Ehlerth Jørgensen er født på Djursland i 1951. Familien var en landarbejderfamilie, hvor hårdt og slidsomt arbejde var et must for at tjene til dagen og vejen. I 1980 blev han udlært svineslagter og har siden 1983 arbejdet med ledelse og organisationsudvikling. Er fortsat erhvervsaktiv og arbejder for Dansk Industri i København. Han begyndte at køre på motorcykel i 1999. Motorcyklen har bragt ham mere end 100.000 kilometer gennem 40 forskellige lande.