Film "Akrobat" Dansk Mongolsk Selskab

torsdag 23 november, 2017 - 18:00

Dansk Mongolsk Selskab arrangerer et medlemsmøde torsdag den 23. november 2017 kl. 18.00 – 20.00. Mødet er åben til alle interesserede.

Vi har inviteret filminstruktør Jens Pedersen til at fortælle om baggrunden for dokumentarfilmen Akrobat, som i år er udvalgt til Den Internationale Filmfestvial i Amsterdam IDFA og Chicago International Children’s Film Festival. Efter introduktionen viser vi filmen.

Akrobat er en del af en dokumentarserie, der består af 5 film med den fælles ramme »Børnene på Silkevejen. Alle filmene er instrueret af Jens Pedersen, som også stod bag børneserien »Tro Håb Afghanistan«, for hvilken han modtog Politikens-Fondens pris Bedste dokumentarfilm på Buster i 2014.Erdenchimeg (11) går på en cirkusskole i Mongoliet, hvor hendes hold træner til et prestigefyldt Guinness rekord show. For at komme med skal Erdenchimeg kunne balancere hele sin vægt på én hånd. Med en far i fængsel og en mor på vej ud af alkoholisme, er akrobat-drømmen Erdenchimegs vej til at genrejse familiens værdighed. Men samtidig med at hendes venner begynder at få greb om den afgørende øvelse, begynder Erdenchimegs hånd at smerte og svigte. For første gang begynder Erdenchimeg at tvivle på om hun kan leve op til sit eget motto: »jeg kan sejre gennem min vilje«.