Borneo – et tropisk paradis med indfødte kulturer og natur i særklasse

tirsdag 9 januar, 2018 - 19:30

Midt på Ækvator ligger grønne Borneo, som med over 1.000 kilometer på hver led faktisk udgør verdens tredjestørste ø. Borneo er en sand kulturel smeltedigel. Man mener, at de første mennesker ankom til Borneo for 40.000 år siden, og i de følgende mange tusinde år ankom grupper af mennesker fra hele regionen til øen. De blandede sig med hinanden og udviklede over tid et utal af unikke kulturer. I dag tilhører en stor del af befolkningen således et af de over 100 forskellige indfødte folkeslag.

Borneos stabile, tropiske og fugtige klima har velsignet øen med et enestående plante- og dyreliv, som gør Borneo til er et af de steder på Jorden, hvor livet er mest mangfoldigt. På Borneo kan man b.la. se de fascinerende kødædende Nepenthes-planter, flere tusinde arter af orkideer og verdens største blomst, den prægtige rafflesia, med en diameter på over 1 meter.

På øen findes mere end 10 forskellige abearter, såsom orangutangen og den bizarre næseabe, som kun findes på Borneo. Borneo er også hjem for den sjældne Borneo pygmæelefant, bjørne, vildsvin, millionvis af farvestrålende insekter, verdens største natsværmer, atlassværmeren, og verdens længste insekt, en gigantisk vandrende pind, samt mange andre helt specielle tilpasninger til livet i den prægtige regnskov.

Foredragsholder Hanne Christensen er uddannet agronom og etnobotaniker. Hun har sammenlagt rejst og arbejdet som forsker, konsulent, forfatter, underviser og miljøaktivist på Borneo i over 5 år. Feltarbejdet til hendes kandidatgrad blev i 1989 gennemført i den indonesiske del af Borneo, hvor hun forskede i indfødte folks svedjebrugslandbrug i regnskoven. Under Ph.d.-feltarbejdet i 1992-95, opholdt hun sig langt ude i regnskoven hos de tidligere hovedjægere, hvor hun studerede deres kendskab til og brug af regnskovens planter. Hanne har skrevet bøger og artikler samt holdt et utal af foredrag om øen og har siden 2005 været rejseleder på ture til Borneo næsten hvert år.