Boglancering og latinamerikansk eftermiddag med levende musik

torsdag 7 marts, 2019 - 15:30

Kom med til bogreception, når romanen “En dag slipper vi væk herfra” udkommer på Forlaget Brændpunkt. “En dag slipper vi væk herfra” handler om at turde drømme om et bedre liv, og på samme tid på umærkelig vis at blive suget tilbage til sin skæbne. Den er baseret på virkelige personer og hændelser, tilsat lidt latinamerikansk magi, sladder og røverhistorier fra Guatemala Citys losseplads, hvor forfatteren Joan J. Andersen arbejdede som socialarbejder i flere år. På udgivelsesdagen bliver der mulighed for at købe et signeret eksemplar, og købe forfatterens bog om Guatemala “Drømmenes Losseplads” til spotpris. Der bliver konkurrencer, bobler, latinamerikanske snacks og masser af godt humør. Musikeren og instrumentbyggeren Torben Sloth Carlsen fra værkstedet/ butikken Strengelegen på Turesensgade, kommer og spiller. ”Et øjeblik vendte han sig om for at skue ud over lossepladsens pulserende korpus af liv og død. Han ville tage afsked, og glemme alt, hvad han havde set. Men så fik han øje på hende. En lysende engel midt i virvaret og spektaklet fra motorer og gribbenes kampskrig. Han gned sine øjne og gispede, da hun stadig var der. (…) Og før han kunne nå at gøre modstand, fandt hans fødder selv vejen tilbage, hvor han kom fra. Han bandt to plastikposer om sine støvler, tog sækken over nakken, og gik ud for at finde sin engel.” Lossepladsen er gavmild og grusom på én og samme tid. I et inferno af kaos og efterladenskaber kæmper mennesker på hver deres måde for at slippe væk derfra. Det er en kamp om liv og død. Drømme skyder op alle vegne, men bliver knust under vægten af årtiers skam og fornægtelse. Nogle er født i slummen, mens andre kommer dertil, uvidende om, at deres fremtid for altid er beseglet. Deres skæbner flettes sammen som i et spindelvæv, som kun de modigste og heldigste slipper væk fra. Find begivenheden på Facebook “Bogreception En dag slipper vi væk herfra”. Foto: Britta My Thomsen