Café Globens kultur'nat' med rejseforedrag hele dagen

lørdag, d. 10. oktober 2020 - kl. 13:00

Traditionen tro holder Cafe Globen Kulturnat i rejsernes tegn. Den officielle kulturnat er godt nok corona-aflyst, og nat bliver det heller ikke. Uanset alt det, blænder vi op for otte timers rejseforedrag, hvor vi kommer hele verden rundt den 10. oktober. Selv om det meste rejseaktivitet står stille for tiden, er der tid til at drømme og planlægge. Denne dag skal vi rundt til de mest eventyrlige destinationer, fra mytiske Bhutan, ad karavanernes krydderiduftende Silkevej til vilde magiske Papua Ny Guinea. Vi skal til samba og fodbold i Rio og syd om alle søfolks skræk, Kap Horn, til verdens ende, det enorme og evigt is-belagte Antarktis, der er som en anden planet, og vi skal til det paradisiske Palau med en fantastisk undervandsverden. Vi skal også til et mennesketomt og corona-lukket Venedig, og endelig skal vi til New Zealand, der af De Berejstes Klubs medlemmer er kåret som verdens bedste rejseland. Spænd sikkerhedsbæltet, tag en drink i hånden og tag med os ud i den vidunderlige verden. Alle foredrag er gratis, og man kan vælge præcist dem, man har lyst til. Vi starter tidligt, så man kan kombinere foredrag med frokosten eller indkøbsturen, og vi stopper først ud på aftenen. Undervejs kan man spise medbragt mad fra cafeens nabo, den indiske restaurant, Punjabi. Der er libanesisk og italiensk rundt om hjørnet i Nansensgade, og Torvehallerne er tæt på. Vel mødt! Kl. 13.00 Mette Ehlers Mikkelsen – Ad sagnomspundne Silkevejen Silkevejen er karavaner af kameler belæsset med krydderier, silke og guld på vej fra Kina til Venedig og tilbage igen. Det er Djengis Khan, der både handler og erobrer. Det er her, Kina igen er ved at bygge en ny Silkevej op til nutidens handel. Som rejsende kan man stadig opleve de smukke handelsbyer i særlig Uzbekistan med de blå tårne og sandfarvede byggesten. Tag med til Samarkand, Bhukara og Tashkent i Uzbekistan, og til Kazakstan, Kirgisistan og Tadsjikistan på en rejse tilbage i tiden og til mødet mellem kulturen i de gamle muslimske Stan-lande og Sovjetunionen. Mette Ehlers Mikkelsen har rejst i 153 ud af de 195 lande og rejser særlig gerne med sine 3 store børn. Hun arbejder internationalt i bestyrelser, og rådgiver om eksport, salg og international handel og sikkerhed. Derfor binder rejsen til handelsruten Silkevejen faglighed og passion sammen for Mette. Samtidig har hun været udstationeret i et af de tidligere sovjetlande og har blik for arven derfra i landenes økonomi, uddannelse og arkitektur. Følg hendes rejser på insta: Expanding Our Horizon og bloggen www.expandingourhorizon.net eller tag med til et af hendes rejseforedrag. Det rent faglige finder man på Linkedin. Kl. 14.00 Søren Fodgaard – Rio – verdens flottest beliggende storby Rio de Janeiro ligger i et helt specielt landskab. Ud til Atlanterhavet, med to store verdensberømte strande (Ipanema og Copacabana – foto), i baggrunden skovklædte bjerge med den kæmpestore Kristusfigur på toppen, og ude i havet Sukkertoppen med en tovbane. I centrum med højhuse og mange bygninger fra den tid byen var hovedstad. Desværre også i perioder kriminalitet og usikkerhed – men med nogle få regler kan man se meget på egen hånd. Byen rummer mange slumkvarterer – favelaer – men man kan godt bo på hotel i en favela med en formidabel udsigt. Søren Fodgaard er formand for bestyrelsen for Café Globen og daglig leder. Tidligere har han været formand for De Berejstes Klub igennem 10 år. Kl. 15.00 Jakob Linaa Jensen – Antarktis – Isbelagt evighed i pingvinernes rige Tag med på en eventyrlig sørejse syd om alle søfolks skræk, Kap Horn, til et smukt og uberørt Antarktis. Tag også med til forfatterens yndlingssted i hele verden, den billedsmukke Neumaier Channel, der bød på højsommer, havblik og en hvid evighed af is. Dette er fortællingen om en vidunderlig sørejse, og der er garanti for skrøner og smukke billeder af natur og dyreliv. Vær forberedt på selv at få voldsom lyst til at komme afsted! Jakob Linaa Jensen har en særlig passion for Antarktis og har som en af de få danskere været der 2 gange. Han skriver bøger og artikler som forsker og samfundsdebattør. Som globetrotter har han besøgt 143 lande på 7 kontinenter og skriver blog på www.linaa.net og holder jævnligt foredrag. Kl. 16.00 Bodil Johanne Jørgensen – Bhutan – hvor lykken kan mærkes! Tag med til et land, hvor der er stille og fredeligt. Måske verdens venligste land. Himalayas sidste kongedømme og frem til 1978 kom her ingen turister. Bhutan er et orgie af sanser. Du får det smukke land næsten for dig selv. Man kan mærke, at de er buddhister, og at de værdsætter medfølelse på alle planer. Landet er det eneste land i verden, som har et lykkeindeks og måler velfærd i ”Bruttonational-lykke”. Når corona er aftagende, så er Bhutan et oplagt sted at tage hen. I Bhutan har de haft meget få corona-tilfælde, og kongen gør, hvad han kan for at beskytte befolkningen. Kom og hør, når forfatter, foredragsholder og rejseleder Bodil Johanne Jørgensen fortæller om det helt unikke land. Bodil har bl.a. skrevet bogen Livet skal opleves – som berejst, samt 3 andre bøger om liv og død, ledelse og intuition, der findes på www.saxo.com Det er endda muligt at rejse med Bodil til Bhutan via Panorama Travel www.panoramatravel.dk Kl. 17.00 Mette Ehlers Mikkelsen og Jakob Linaa Jensen – Vilde Papua Ny Guinea Stammefolk der bekriger hinanden. Før med spyd og nu med automatvåben. Hekseafbrændinger. Antropologernes paradis til studier af stammer med vidt forskellige kønsroller. Bountyøer. Historierne om Papua Ny Guinea spænder vidt. Dette er fortællingen om at sejle dertil og besøge tre øer og flere landsbyer. At møde utrolig venlige, stolte, værdige og livskloge mennesker. At møde høvdingen og hans søster, der ejer alt jord og huse i landsbyen. At møde bedstemoren der er jordbesidder og har kunnet sende sine 6 børn godt i vej. At møde den unge mor i landsbyen, hvor mad er tun i havet og frugt på træerne, og hvor husene er lavet af strå og brædder. At besøge ubeboede øer med skildpadder. Jakob og Mette besøgte Papua Ny Guinea i februar 2020 på sidste del af deres fælles jordomrejse. Denne jordomrejse varede i 100 dage og bragte dem til over 20 lande. De har nu begge rejst i alle lande i Stillehavet. Begge har nu gennemført 2 jordomrejser. De mødte hinanden i De Berejstes Klub. Siden har de rejst intensivt, og da begge har studeret statskundskab har de særlig blik for samfund, kultur og erhverv. Kl. 18.00 Søren Fodgaard – Den sidste (eller første) turist i Europa – i et coronatomt Venedig Venedig har i en årrække været kendt for så mange turister at det tog meget af oplevelsen af den utroligt smukke og spændende by. Men netop nu er det tidspunktet at besøge Venedig – der er ingen grupperejser, ingen krydstogtskibe, kun individuelle rejsende, og der er god plads alle vegne. Besøg på nogle af de traditionelle steder, Markuspladsen – foto, Dogepaladset og Rialtobroen, men også steder hvor kun få turister kommer. En rejse kan gøres for et rimeligt beløb – mange hoteller sælger værelser til halv pris, og man kan med lethed spise til fornuftige priser overalt i byen. Søren Fodgaard er formand for bestyrelsen for Café Globen og daglig leder. Tidligere har han været formand for De Berejstes Klub igennem 10 år. Kl. 19.00 Jakob Linaa Jensen – Verdens bedste rejseland – seks uger i New Zealand Jakob Linaa Jensen har været i 143 lande på syv kontinenter. To gange på Antarktis. Men da han kom til New Zealand var der ikke længere nogen tvivl om, hvad der er verdens bedste rejseland. New Zealand bjergtog ham med sin smukke natur, venlige mennesker og uendelige muligheder for road-trips. Stort set hver en vej var et nyt eventyr. Tag med til springende gejsere og boblende mudderpøle i nord. Oplev vinmarker, vilde kyster og ensomme fyrtårne. Derefter går det til Sydøen med de høje bjerge, enorme gletschere og et spektakulært dyreliv med søløver, albatrosser og pingviner. Undervejs er der tid til at smage på lokale øl, møde venlige mennesker og i det hele taget nyde alt, dette land har at byde på. New Zealand går i sjælen. Du kan læse rejseblogs fra rejsen på www.linaa.net Kl. 20.00 Mette Ehlers Mikkelsen – Paradisiske Palau i Stillehavet Palau byder på nogle af de flotteste muligheder for at snorkle og dykke. Ikke bare i Stillehavet, men i hele verden. Her er sorttippede revhajer. Her er vrag af japanske skibe og fly fra anden verdenskrig, som amerikanerne sænkede efter de havde vundet kontrollen med Palau. Her er klippeøer med lukkede søer og økosystemer, hvor ganske få besøgende får lov at snorkle mellem tusinder af store gyldne vandmænd i sort vand og total tavshed. Klippeøerne er UNESCO verdensarv. Palau er et sted, hvor man kan spise alt fra flagermus til kæmpekrabber og farvestrålende fisk. Eller handle i supermarkedet. Et sted man kan bo på de flotteste ressorts på bryllupsrejse eller prioritere alle pengene på oplevelser under havet i stedet for på at bo. Hvordan smager en flagermus ? Hvordan kan man følge anden verdenskrigs fodspor rundt i Stillehavet med kanoner, sænkede skibe, tidligere fængsler og slagmarker fra land til land ? Mette Ehlers Mikkelsen besøgte Palau i januar 2020 på sidste del af sin anden jordomrejse. Denne jordomrejse varede i 100 dage og bragte hende til over 20 lande, hun endnu ikke havde besøgt. Dermed har Mette rejst i alle lande i Stillehavet. Udover Palau, blev Mikronesien, Marshalløerne, Nauru, Kiribati, Vanuatu, Salomonøerne, Papua Ny Guinea og også Hawaii besøg på denne jordomrejse. Derfor er der selvfølgelig mulighed for at få rejsetips til dem alle. På tidligere rejser til Stillehavet blev Fiji og Tahiti besøgt første gang og Fiji, Samoa, Tonga og Tuvalu anden gang. Mette har nu rejst i 153 lande på 6 kontinenter og du kan læse og begge jordomrejser mm på rejseblog på www.expandingourhorizon.net