Myanmar: En charmerende rejse bagom overskrifterne

tirsdag 23 juli, 2019 - 19:00

Af Kasper Stensgaard: Det er altid ekstremerne, vi hører om, når snakken falder på Myanmar – og det har der på sin vis været god grund til. Først var det en rosenrød fortælling om Aung San Suu Kyi, der kom ud fra sin husarrest og satte et helt land i brand med entusiasme og håb. Det blev et hit at få tatoveret den demokratiske påfugl på ryggen, turismen var på himmelfart – og Myanmar var på alles læber. Så kom regeringshærens hærgen i Rakhine-staten, som har skabt verdens største flygtningelejr – praktisk nok i Bangladesh. Vesten begyndte at trække sig tilbage igen, hvilket desværre har betydet, at regeringen her i det gamle Burma igen er begyndt at læne sig op mod Kina, der primært har vandkraft og adgang til Det Indiske Ocean på hjernen. Igen, taler vi om ekstremerne, og Myanmar er enormt meget mere end det polemiske og polariserede land, som vi stort set udelukkende bliver fortalt om. Jeg har boet i Myanmar siden 2010, men jeg var her også i 2003, da landet stadig var i juntaens Orwelske jerngreb. I forhold til dengang er Myanmar i dag et charmerende cirkus af verdens venligste mennesker, som tror på spøgelser – men i den grad også på en lys fremtid i et land med konstante strømafbrydelser. Det kræver dog, at omverdenen ikke isolerer Myanmar igen. I mit foredrag vil jeg fortælle om, hvordan landet fortsat kæmper med masser af udfordringer – men bestemt også om det land, som drager mig indædt og har fået mig til at sidde fast her på mest komfortable vis. Hvordan redder burmeserne deres Karma ved at betale for at slippe fugle løs? Hvad betyder årtier med militærdiktatur for den burmesiske psyke? Hvordan står det til med demokratiet, og har forventningerne til Aung San Suu Kyi altid været for høje? Er det sikkert at rejse i Myanmar (svaret er i øvrigt et rungende ”ja!”) Jeg er sammen med min burmesiske kone indehaver af rejsebureauet, Myanmazing, og jeg brænder for at fortælle om fascinerende burmesiske dimensioner, som du kan opleve sammen med mig på grupperejser, som jeg igen arrangerer begyndende i oktober 2019. Myanmar er en fuldstændig sikker rejsedestination, der byder på alt fra Himalaya i nord til den paradisiske Myeik-øgruppe i syd. Herimellem finder du tusindvis af templer i mytiske Bagan, og på Inle-søen står landsbyerne på pæle og tomathaverne flyder. Selvom de fleste afholder og ikke planlægger ferie i juli, håber jeg, at du vil komme og høre om denne fabelagtige rejsedestination. Jeg glæder mig i hvert fald til at besøge Danmark igen – og forhåbentligt møde dig. Den sidste del af mit foredrag ville handle om ”Højdepunkter og Hemmeligheder”, en grupperejse på 16 dage, som jeg udbyder fra oktober 2019. Se mere om samme rejse på www.myanmazing.dk