På ørkensafari i det sydlige Algeriet

torsdag, d. 20. august 2020 - kl. 19:00

Af DBK medlem Erik Pontoppidan om en spændende rundrejse i vanvittigt flotte landskaber i marts 2017 Hvis nogen opfatter Sahara som en flad og ensformig sandørken, så er det en sandhed med modifikationer. Tassili-bjergene og deres omgivelser i det sydlige Sahara hører til blandt de flotteste landskaber, jeg har oplevet i mit mangeårige rejseliv, og det siger ikke så lidt. Efter en overnatning i hovedstaden Alger fløj vi sydpå i cirka 3 timer til den lille oaseby Djanet, som ligger tæt på grænsen til Niger, Chad og Libyen. Afstanden fra Alger til Djanet svarer nogenlunde til afstanden fra Alger til Paris, hvilket siger lidt om Saharas enorme udstrækning. Næste morgen startede vi med landcruisere på en fantastisk offroad-tur gennem helt utrolige landskaber. Området, vi kørte rundt i, var totalt øde og ubeboet, og uden veje. Man skal være særdeles stedkendt for at færdes her på egen hånd, for området er en labyrint af store sletter, der forbindes af smalle wadier, vekslende med enorme gule sandklitter i spektakulære parabelmønstre. Og bjergene er forvitret på en særpræget måde, som appellerer til fantasien. Her findes masser af enkeltstående søjler og mærkværdige silhuetter, som man kan få til at ligne hvad som helst. Men det, Tassili-bjergene og deres omegn er mest berømte for, er de ældgamle klippemalerier og helleristninger, som findes overalt, og som er skabt for mellem 12.000 og 1.500 år siden. Man ved meget lidt om de mennesker og den kultur, som fandtes dengang, men ude i de øde ørkenlandskaber er der masser af billeder af elefanter, giraffer, næsehorn og køer på klipperne, som viser, at klimaet i Sahara dengang var helt anderledes end i dag. Den sidste uge tilbragte vi i det nordlige Algeriet, hvor vi blandt andet besøgte byen Constantine og nogle imponerende ruinbyer fra det gamle Romerrige. Foredraget vil vare en times tid, og det meste af det vil handle om offroad-turen i det sydlige Sahara. Læs mere på www.ponty.dk/algeriet2017.htm