Rejse gennem Georgiens bjerge

torsdag 14 februar, 2019 - 19:00

Søren Fodgaard, medlem af De Berejstes Klub

Fra en femdages tur i september der startede i hovedstaden Tbilisi hvor jeg mødte et medlem af De Berejstes Klub, Matthias Gamrath. Han er ansat ved en EU-mission som overvåger grænserne mellem Georgien og to udbryderrepublikker hvor der er spændinger med mellemrum. Det ene af områderne, Sydossetien, kan ses fra motorvejen, men er utilgængeligt for udlændinge.

Herfra gik turen op i bjergene hvor flere danske frøfirmaer kommer hvert år og høster frø  fra nordmannsgraner som skal bruges til juletræer i Danmark. Det er  en stor logistisk operation, men også et udviklingsprojekt fordi firmaerne sørger for ordnede forhold for plukkerne som får en god indtjening på høstarbejdet.

Turen gik videre op i bjergene ad en ret ny og sjældent anvendt vej til et pas med en storslået udsigt mod de snedækkede bjerge i Høje Kaukasus som når over 5 kilometers højde. Derfra gik det ned til Svaneti området som har været nærmest utilgængeligt indtil for få år siden. Beboerne bor i stenhuse, og de har fra gammel tid bygget stentårne ved siden af beboelseshuset som et tilflugtssted i tilfælde af laviner – og måske som sikkerhed i urolige tider. Til sidst en kort byrundtur i Tbilisi som er en moderne storby der  er værd at besøge.

Tilmelding ikke nødvendig