Oplevelser en måned i en landsby i det sydlige Senegal (obs. ny dato)

onsdag 10 april, 2019 - 19:30

Erik Pontoppidan, medlem af de Berejstes Klub

At ankomme ad en sandet jordvej til landsbyen Abene i det sydlige Senegal i januar 2019 efter otte timers flyvning fra det vinterkolde Danmark og to timers bilkørsel fra lufthavnen i Gambia var som at lande på en fremmed planet. Vanvittig eksotisk! Der var meget få turister i byen, og det var absolut ikke mainstream-turister. Ikke ret mange af dem var unge backpackere. De fleste var ældre, hvide turister, der rejste alene eller som par. Her var stor fattigdom, men meget stor venlighed og ikke ret meget af den irriterende ”hustling”, som man finder i flere af de afrikanske lande oppe ved Middelhavet. Jeg boede i Abene en måned. Det er sjældent, at jeg bor så længe det samme sted på mine rejser i udlandet, men jeg kom bestemt ikke til at mangle oplevelser af den grund! Jeg kom tæt ind på livet af flere af de lokale og deres dagligdag i stedet for de flygtige bekendtskaber, man ofte får efter få dages ophold, hvor man aldrig ser hinanden igen. Og jeg fik flere rigtige venner i byen. Blandt andet den lokale tømrer Ibou, som hjalp mig utrolig meget. Og jeg fik også en sød, afrikansk kæreste! Jeg har inviteret dem begge to en uges tid til Danmark til sommer, og det glæder jeg mig meget til. Forudsat, at det lykkes for dem at komme over vores lands stærkt bevogtede bureaukratiske mur over for indbyggere i eksotiske lande. Selv et turistvisum til Danmark er en meget kompliceret og krævende sag for en senegaleser. Når jeg valgte at rejse til Abene, var det fordi danskeren Mette Lotus for et par år siden udgav bogen “Fatimas restaurant”, med anekdoter fra det virkelige liv hos de lokale i landsbyen. En velskrevet og humoristisk bog, som viser hvor stor forskel, der er mellem afrikanernes og europæernes måde at tænke og handle på. Mette Lotus er ikke uddannet læge, men siden 1995 har hun boet i Abene cirka 3 måneder i vinterhalvåret, hvor hun er gift med en lokal og har en “barfodsklinik” for de lokale på sit sted, som hun kalder ”African Paradise Abene”. Her har hun købt en grund, hvor hun har fået bygget flere små huse med plads til i alt 18 overnattende gæster. Det kostede 7 Euro om dagen at bo der, men det er kun for folk, som holder af tæt socialt samvær og prioriterer spændende oplevelser frem for luksus. Man køber selv sin mad i landsbyen, som kan tilberedes i det fælles køkken, eller også kan man spise lokalt på en af de mange restauranter i byen. Ibou kørte mig rundt på sin motorcykel til interessante steder i omegnen, og en af dagene var jeg på en sejltur i den store labyrint i mangrovesumpene i det sydlige Senegal. Og i Abene fik jeg min debut som skolelærer! Jeg fik mulighed for at undervise et par gange i engelsk i den lille ”Nelson Mandela School” (også kaldet ”Voksenskolen”) i byen, fordi eleverne ikke er børn, men voksne senegalesere i alderen fra cirka 20-30 år og enkelte ældre. I Senegal er hovedsproget fransk udover det lokale stammesprog, og meget få taler engelsk. Voksenskolen er i øvrigt grundlagt af en ældre dansk kvinde, som er gift med en lokal og bor i Abene et par måneder i vinterhalvåret. Og vi kom vidt omkring i undervisningen. Bagefter var der åbent for spørgsmål. En af eleverne ville gerne vide lidt mere om mig, og jeg fortalte blandt andet, at jeg havde levet i tre længere papirløse parforhold. Det var virkelig noget, der vakte interesse! I Abene er cirka 20 procent kristne og resten muslimer, og parforhold uden ægteskab er ”no-go” her. En af eleverne spurgte: ”Fortæl lidt om fordele og ulemper ved ægteskab og papirløse forhold”! De sidste ni dage boede jeg i en stråhytte på ”Kossey Lodge” ved stranden i Abene. I modsætning til i Mettes ”African Paradise” mødte jeg her en utrolig venlighed overalt. Alle, der kom forbi min stråhytte, råbte ”Bonjour Erik, ca va?” Og det var fantastisk både at sidde ved den perfekte sandstrand om formiddagen og nyde solnedgangen om aftenen og se fiskerne trække deres både op på land, nu i en helt anden belysning. Ved hjemkomsten midt i februar var jeg træt efter den lange rejse, da jeg trillede min rullekuffert den sidste kilometer fra Melby station ved Liseleje til mit hus, men hold da op hvor var det en spændende tur! Til tider hård og anstrengende, især på grund af kontakten med nogle af de splittergale danskere i Abene, men fyldt med spændende oplevelser og meget lærerig. Og jeg kunne ikke modstå fristelsen til at ringe til min afrikanske kæreste Fatou hen under aften. Det tror jeg, hun blev glad for! Læs mere på www.ponty.dk/senegal2019.htm Tilmelding ikke nødvendig