Tre kvinder i et rugbrød

tirsdag, d. 17. november 2020 - kl. 17:30

Af Tove Overgaard og Ingrid Nyström: København tur/retur via Sahara og Vestafrika. ”Hvorfor rejser I alene?” ”Hvad mener du? Vi er tre.” Men vi var kvinder – og så manglede der vel noget. Tænkte nogle. Det var i 1976. Efter flere år med studier og samfundskritik besluttede vi at vi ville ud at se verden, møde folk fra andre kulturer. Endemål: Abidjan i Elfenbenskysten, hvor vi havde bekendte. Forberedelserne gik i gang: tjene penge, tage kørekort, motorlære, bilkøb, oplæring i at skifte hjul, motorolie bl.a. Vi besøgte en tropelæge samt folk der havde rejst på den måde. Vi følte os beredte. Vi forlod Kbh. i vores Folkevognsrugbrød i oktober 1978 og vi, som følte os vældig fordomsfrie, blev hurtigt konfronteret med vores egne fordomme. Den arabiske verden inviterede os ind, ikke mindst de tilslørede kvinder. Det sorte Afrika inviterede os på mad, drikke og dans. Vi tilbragte dage og nætter med at endevende de store spørgsmål: livet og døden, koloniseringen og kærligheden. På intet tidspunkt følte vi os rigtig utrygge, på trods af dramatiske uheld, sygdom og ulykker. I dag kan vi konstatere at den rejse har præget vores liv og gjort os rigere.