Turkmenistan – skrid, det er en lukket fest!

torsdag, d. 5. november 2020 - kl. 19:00

Ved Gerner Thomsen og Jytte Kristensen ”Er I klar til noget ørken-rally?”, spurgte den lokale turoperatør, inden vi tog af sted. Det var vi, for med landjorden dækket af 80 procent ørken, må det at krydse Karakum være én af Turkmenistans helt store attraktioner, tænkte vi – det blev dog nok ikke helt på den måde, som vi havde forventet. Turkmenistan står sjældent på turisternes top-10, men det lod vi os ikke trodse af og havde derfor planlagt en tur i efteråret 2019 helt ud i alle afkroge af det store land for at se, hvad den tidligere silkevejsgigant har at byde på. Vi ville også gerne opleve, hvordan et diktatur holder folkefest for sine undersåtter med militærparade og stor stadion-koncert i bedste Nordkorea-stil, så derfor lagde vi turen omkring den store Uafhængighedsdag den 27. september og bad vores lokale kontakt gøre alt, der stod i deres magt for at skaffe os ind de rigtige steder. I Turkmenistan er billetter nemlig ikke bare noget, man bare køber hos Ticketmaster.dk, og information er svært tilgængeligt. Den store festdag blev dog ikke helt som forventet – ”skrid – det er en lukket fest” syntes at være temaet for turister. Turen startede i hovedstaden Asjkhabad med sin absurde overflod af marmorbygninger (byen er i Guinness rekordbog for dette) og grandiose monumenter – garneret med guldstatuer af den første præsident med batmankappe, mennesketomme parker og brede boulevarder med biler, der stort set alle sammen er hvide som påbudt af præsident Berdimuhammedow. Herefter gik turen vestpå med nattog til Det Kaspiske Hav og det Dubai-inspirerede ferie-resort Awaza, der på alle måder nedgjorde vores fordomme om badeferie i et ørkenland; videre til den fantastiske Yangykala-kløft, støvede ørkenlandsbyer og ikke mindst Døren Til Helvede (Darvaza) – et 30 meter dybt gaskrater, der har brændt siden 1971, hvor sovjetiske geologer satte ild til det. Midt i al det absurde fandt vi også spor af en rig historie i ruinerne efter Silkevejens karavanebyer (Merv og Dekhistan), og i bjerglandsbyen Nokhur nåede mystikken nye højder på den gamle kirkegård, hvor gravstenene toppes af horn fra bjerggeder.