Topdollar – Bogreception
Vær med til at fejre udgivelsen af rejseguiden Topdollar den 16. november klokken 16.00-18.00 hos Café Globen.
Topdollar er en hyldest til alt det bedste, USA har at byde på. En rejseguide og kærlighedserklæring til landet, der flyder med milkshakes og mikrobryg. Bogen gør dig klogere på, hvor du finder den sprødeste baconburger eller synger karaoke til den årle morgen. Hvordan du undviger de værste turistfælder og finder lokale sweetspots, som er værd at skrive hjem om.
Med udgangspunkt i de tre mest populære feriedestinationer i USA serverer Topdollar skæv og sjov inspiration til rejsen – fra vintageshopping i New York til spa under åben himmel i det californiske vinland og hajspotting på motoriseret tømmerflådebar i det sydlige Florida.
Om forfatteren:
Pia Konstantin Berg er uddannet journalist og debuterede som forfatter i 2016 med ungdomsromanen Vi var engang. I 2019 vandt hun Gyldendals romankonkurrence med Sommeren venter, og siden har hun udgivet bøger til både børn, unge og voksne. Hun arbejder desuden med film og tv og har blandt andet skrevet manuskript til komedien Bytte bytte baby. Og, nå ja, så har hun været kommunikationskonsulent for Julemanden i Grønland (jep, ham den rigtige …)