Ret Vildt – bag kulissen med naturfotograf Henrik Egede-Lassen
Takket være fjernsynet kan vi i dag komme tæt på dyrearter fra sofaen, som man knap nok kendte til for få generationer siden. Vi er f.eks. med, når bjergorillaer føder eller spækhuggere hapser sæler på stranden i Patagonien. Det er unikt og lærerrigt, – men ofte er historierne bag kulissen mindst lige så underholdene. I jagten på det ultimative billede, er der meget som kan gå galt… rigtig galt!
Foredraget er ledsaget af fraklip, personlige anekdoter og selvoplevede fiaskoer fra nogle af verdens mest øde naturområder. Desuden vil Henrik også dele ud af lidt tips og tricks omkring hvordan man laver billeder i naturen på ansvarlig vis.
Henrik Egede-Lassen er naturfotograf, safarileder, foredragsholder og filmproducent.
Allerede som barn drømte Henrik (f.1965) om at komme ud i verden, dykke med hajer og møde fjerne folkeslag. Mens hans venner fik uddannelse og familie, forsøgte Henrik forgæves, at leve af sin eventyrlyst. Først som 26årig kom han rigtig i gang med sit voksenliv, da han blev medgrundlægger af Albatros Adventure i 1991.
Efter nogle sjove og formative år i rejsebranchen med utallige ekspeditioner til alle 7 kontinenter, startede Henrik, som selvstændig naturfotograf i 2001 med naturformidlingsburauet Zoomedia (wwww.zoomedia.dk ).
I årenes løb er det blandt andet lykkedes Henrik at genfinde en sjælden afrikansk frø (Nectophrynoides vestergaardi), følge de sidste nomader på Borneo, filme narhvaler samt isbjørne for National Geographic.