Mit liv som vandrer og min søgning efter ”The meaning of life”
Vandreture er i dag mere populære end nogen sinde. Men hvad er det, som får folk til at bruge en ferie på at forcere høje bjergpas, med overnatninger i telt eller i bjerghytter, hvor der kan gå flere dage før man kan få et ordentligt bad?
Der er flere svar på det spørgsmål: Fantastiske naturoplevelser, motion, frisk luft, enkel levevis, hyggeligt socialt samvær, med mere. Til de, der aldrig har prøvet det, kan jeg sige, at man virkelig får renset hjernen på sådan en tur. Og for folk, som ikke er vant til dagligt, hårdt fysisk arbejde, er det pragtfuldt at føle en naturlig,
fysisk træthed om aftenen i stedet for at være psykisk udmattet efter en hel dag foran en computerskærm. Hver gang jeg har vandret i bjerge er jeg altid kommet hjem med et stort mentalt overskud og en enorm forbedring af min kondi.
Mit foredrag vil handle om nogle af mine favorit-vandresteder. Jeg har vandret i store dele af verden, men nogle af stederne er jeg vendt tilbage til flere gange, og det er især dem, jeg vil fortælle om. Spørgsmål er meget velkomne under og efter foredraget.
I mit lange liv har jeg flere gange ændret mit livsforløb ved at kaste mig ud i noget helt nyt, som ofte har været forbundet med stor usikkerhed og risiko, og det har indtil nu givet mig positive oplevelser og et nyt syn på livet. Og jeg vil afslutte mit foredrag med en kort omtale af mit nyeste stunt: Efter bruddet med min kæreste i efteråret 2018 syntes jeg, at der skulle ske noget helt nyt i mit liv, så i dag er jeg gift med en pige fra Senegal, hvor vi i december 2023 åbnede en lille Bed and Breakfast-lodge i Casamance i det sydlige Senegal. Her bor jeg i tre måneder i vinterhalvåret, og jeg tager på vandreture næsten hver dag langs Atlanterhavet eller langs de små stier i den smukke natur.