Manguaré – trommerne bærer et budskab og en advarsel
Foredrag ved Darwin Torres, som er kunstmaler og Kim Lund Nielsen, som er antropolog
Foredraget handler om åndeverden hos Bora-indianerne i Peru, som forbinder menneskenes verden med planterne og dyrene. Trommerne i maleriet, som består af to udhulede træstammer, symboliserer menneskenes verden. Bladene og fiskene symboliserer planterne og dyrene. Denne treenighed går igen i mange af Darwins malerier.
Darwin er leder i Brillo Nuevo, en peruviansk landsby i regnskoven, to dagsrejser fra Iquitos på Amazon floden. Kim har været på feltarbejde hos Bora i Darwins landsby, hvor han også har haft gæster med fra Danmark. Darwin er folkevalgt for en fire års periode ad gangen, og han deler lederskab med en shaman, hvis position nedarves i familien eller fra mester til lærling. Darwin henter sine motiver fra shamanens fortællinger om åndeverden.
Darwin og Kim viser billeder fra landsbyen samt billeder af Darwins malerier. Han udstiller ofte i Lima. Forud for deres besøg i Café Globen deltager Kim og Darwin i et seminar om Amazonas i Madrid, hvor Darwin også skal udstille.
Bora-indianerne forsøger at leve i pagt med naturen. Men selv Bora-indianerne havde ikke fantasi til at forestille sig, hvordan naturen kunne ødelægge menneskenes verden på kort tid. En aften kom shamanen til Darwin og sagde: Trommerne har talt. De fortæller, at når vi vågner i morgen, har verden forandret sig for altid. Fortæl dine gæster, at de skal skynde sig væk.
Sidste del af foredraget handler om, hvordan Kim måtte flygte med sin rejsegruppe under Corona i marts 2020 – i ly af natten forbi militæret og politiets poster, tilbage til Iquitos og områdets eneste lufthavn. Der sad de fast på et hotel i tre uger, før de endelig kom med et fly tilbage til Danmark.