![Indlæser Begivenheder](https://usercontent.one/wp/www.cafegloben.dk/wp-content/plugins/the-events-calendar/src/resources/images/tribe-loading.gif?media=1709894326)
![](https://i0.wp.com/www.cafegloben.dk/wp-content/uploads/2023/12/IMG_3640.jpeg?fit=1280%2C740&ssl=1)
Fem år på safari: Hvor finder man zebraspor i isen?
Man kan komme på safari på to måder: man kan købe en pakkerejse og se det meste med de fleste på to uger, eller man kan pakke ungerne i bilen og køre selv. Men hvad gør man så, når ens tre-årige bliver spyttet i øjnene af en cobra? Når bilen bryder sammen mellem elefanter og krokodiller? Når der lister en leopard ind i lejren, mens man bager snobrød? Når sønnike får skoldkopper i Laikipia? Eller, når en bøffel vikler sig ind i bardunerne?
Peter Zartsdahl har boet otte ud af de sidste 10 år i central- og østafrika. I en hjemmeombygget firhjulstrækker har familien på fire i et halvt årti rejst Kenya tyndt og kortlagt de smukke bagveje, der forbinder de bedste nationalparker, lejrpladser, og kridhvide sandstrande i det østafrikanske land. Peter deler tips og tricks til de eventyrlystne, mens han fortæller om de bedste oplevelser og de hemmeligste steder fra den tætpakkede Masai Mara til zebraer i frostvejr ved krystalklare bjergsøer – og om at opleve naturens genkomst helt tæt på i Covid-19 tidens ejendommelige tomhed.