Irak blev i 2003 besat af en USA-ledet koalition, som også Danmark var en del af. Saddam Hussein, som man mente lå inde med kemiske våben, blev fjernet, og dermed var krigen for så vidt vundet, men bagefter skulle landet genopbygges, demokratiet indføres og den fulde suverænitet gives tilbage til irakerne.Torben Gettermann var som udsendt dansk diplomat førstehåndsvidne til efterkrigstiden i Irak i årene 2003-05. Hans beretning tegner et til tider meget kritisk billede af en koalition, der var stærkt domineret af USA, og som langt fra var enige i mål og strategier.
Det store spørgsmål, som også denne bog rejser, er: Hvordan vinder man freden efter krigens afslutning?

Torben Gettermann, født 1951, ambassadør. Han blev ansat i Udenrigsministeriet i 1980, var derefter vicekonsul i Saudi-Arabien, attaché i Mexico, førsteambassadesekretær i Ungarn og ambassaderåd i Grækenland.
Fra maj 2003 til juni 2004 var han Danmarks repræsentant ved CPA (Coalition Provisional Authority) i Irak og efterfølgende dansk ambassadør i Irak frem til juli 2005
Efter sin tid i Bagdad blev Torben Gettermann bl.a. ambassadør og generalkonsul i New York og senere i Hong Kong og Macau. Hans sidste post var som ambassadør i Nigeria.
Hvorfor har jeg skrevet om min tid i Irak? Fordi jeg har en historie at fortælle, der, selvom den foregår for 20 år siden, fortsat er uhyre aktuel. Det er mit håb, at den kan bidrage til at belyse et kapitel af nyere dansk historie og nogle af konsekvenserne af den „aktivistiske udenrigspolitik“, der for alvor begyndte med deltagelsen i Afghanistan-missionen og fortsatte med deltagelsen i koalitionen mod Saddam Husseins styre i Irak.
Krigene i Irak og Afghanistan var begge konsekvenser af terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001, men der er en væsentlig forskel på dem. Med hensyn til Afghanistan var der tale om en NATO-operation, fordi USA var blevet angrebet og dermed kunne aktivere artikel 5 i traktaten, der betød, at medlemslandene skulle træde til og bistå USA. FN’s Sikkerhedsråd besluttede at vise sin politiske støtte til denne intervention ved at placere den i selvforsvarssammenhæng i stedet for udtrykkeligt at tillade magtanvendelse inden for rammerne af FN’s charter. Hvad angår Irak var der derimod ikke tale om et angreb på USA. Derfor kunne der ikke blive tale om en NATO-operation. Desuden var FN’s Sikkerhedsråd ikke indstillet på at godkende magtanvendelse over for Irak. I stedet etablerede USA, støttet af Storbritannien, en koalition, der var åben for alle de lande, der var villige til at gå med og yde et militært bidrag. Den danske regering valgte at gå med i koalitionen. En af konsekvenserne af den beslutning var, at jeg blev udsendt til Irak, og det er den periode i mit liv, jeg vil skildrer.
Det er et emne, der ikke tidligere er skrevet bøger om på dansk med det perspektiv, det giver at være udsendt som officiel repræsentant for Danmark, og med den adgang jeg havde til væsentlige politiske, civile og militære beslutningstagere både under koalitionens midlertidige administration og efter overdragelsen af magten til irakerne. Den overdragelse påbegyndtes umiddelbart efter de egentlige krigshandlingers afslutning i 2003 – eller rettere efter den amerikanske præsident George W. Bushs erklæring om, at missionen var lykkedes. Det viste min tid i landet, at den ikke var.
Min fortælling handler om konsekvenserne af beslutningen om at invadere Irak, som de udspillede sig i landet: den uventede dramatiske forværring af sikkerhedssituationen, samarbejdet eller det modsatte med amerikanerne i Bagdad og briterne i Basra, de danske genopbygningsprojekter, der slog fejl, og ikke mindst de mange forskellige irakiske syn på koalitionen samt Iraks vanskelige vej frem mod genovertagelsen af suveræniteten, det første demokratiske valg og dannelsen af en folkevalgt regering.
Den indeholder også mine overvejelser dengang og nu om nytten af den danske tilstedeværelse i Irak. Danmark havde ikke haft en fungerende ambassade i Irak siden den første Golfkrig i 1991. Derfor er det også fortællingen om, hvordan den danske ambassade blev genetableret – fra påbegyndelsen på fuldstændig bar bund i en delvist udbombet villa til at blive en fungerende dansk repræsentation om end under ekstreme vilkår.