Tog til Mongoliet tur retur

torsdag, d. 7. april 2022 - kl. 19:30

v. Cecilie Marie Kölmel


BA i ægyptologi. Ung forfatter in spe og globetrotter som elsker vandring og øde landskaber.

“At rejse er også drømmen om at leve mange liv i ét”, står der i en af Troels Kløvedals bøger, og Mongoliet var en stor plet i mit verdensatlas, som jeg vidste absolut intet om.

Men landet skulle være øde, smukt og med en landbefolkning, der levede en anden slags liv som nomader, og det var grund nok til at rejse ud.
Den ene del af rejsen handlede om at lære, hvordan det er, at leve et helt andet liv, hvor alt, man har er omkring en: geren, dyrene, naturen.
Den anden del af handlede om at finde vej rundt i verden, til fjerne egne, kun ved at rejse over land. En rejse, hvor selve turen ud er ligeså meget en del af rejsen som destinationen.

Og det var muligt. Jeg kørte med tog fra Danmark til Tyskland og videre gennem Polen og Hviderusland til Moskva, hvorfra den transmongolske jernbane kørte til Ulaanbaatar.

Herfra tog jeg ud i landet og boede hos lokale familier i forskellige provinser; Nordpå i Bulgan og Khövsgöl, Arkhangai i midten og Bayan-Ölgii, med ørnejægerne, i det vestligste Mongoliet. En bus gik mellem Ölgii og Nur-Sultan i Kasakhstan, og da mit visum udløb, tog jeg den vej videre, for at bevæge mig hjemad. Nurka, som jeg boede hos i UB, havde introduceret mig for sin ven fra Kasakhstan, og med hans hjælp havde jeg altid en familie at sove hos efter hver eneste togrejse gennem landet. Fra Kasakhstan gik det videre med skib over det Kaspiske Hav, lift, tog og bus gennem Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet og videre med tog op gennem Europa.

Så mange oplevelser man får, når man rejser langsomt, og i sidste ende handlede det også bare om at være nysgerrig på verden, på steder, man ikke havde set og mennesker man ikke havde mødt.​